Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Kultur og Fritid inviterer til Fyraftensmøde

Fra den 9. til den 30. januar klokken 17-19 inviterer Kultur og fritid til Fyraftensmøde i din lokale hal.

Hver tirsdag og torsdag fra uge 2 i det nye år og januar måned ud, rykker Kultur og Fritid ud af Rådhuset, når de inviterer til fyraftensmøder rundt i kommunens haller. Fyraftens-møderne skal bruges til at informere og gå i dialog om tre forskellige temaer fra Kultur- og Fritidspolitikken:

Det nye Kultur- og Fritidsråd – og hvorfor du skal stille op til valg

Et centralt element i Kultur- og Fritidspolitikken er den nye samarbejdsmodel, hvor det nuværende Fritidsråd erstattes af et Kultur- og Fritidsråd med samvirker. Valget til Kultur- og Fritidsrådet er nært forestående og derfor er det vigtigt at få fortalt, hvad tankerne bag og visionerne for rådet er.

Er man kulturel ildsjæl, foreningsmenneske eller uorganiseret aktør og har lyst til at sætte retning, yde indflydelse og være med til at skabe en ny paraplyorganisation og talerør for alle kultur- og fritidsforeninger i Billund Kommune, så det om at få tilmeldt sig et af fyraftensmøderne. 

OplevBillund – Billund Kommunes nye eventportal

Med den nye eventportal OplevBillund har Billund Kommune skabt én indgang til alle oplevelser i Billund Kommune.

Den nye eventportal understøtter Kultur- og Fritidspolitikkens målsætning om kommunikation ved at gøre alle kultur- og fritidslivets tilbud, oplevelser og begivenheder synlige for borgere og turister. Samtidig kan eventportalen benyttes af foreninger og iværksættere til koordinering og samarbejde på tværs.

Kom og hør om, hvordan du og din forening kan få glæde af OplevBillund. 

EG On bookingsystem – Billund Kommunes digitale løsning

Bookingsystemet EG On er en digital løsning, hvor foreninger og uorganiserede kan ansøge om brug af kommunens lokaler til borger- og foreningsaktiviteter både enkeltarrangementer og sæsonvis. EG On er den digitale bro mellem Kultur og Fritid og kommunens foreninger, iværksættere og frivillige og et tiltag hen i mod at gøre det nemmere at være frivillig og aktør i kommunen.

Bookingsystemet understøtter politikkens målsætning om mødesteder.

Vi glæder os til at møde jer

”At møde borgerne, der hvor de er, er en af vores ambitioner i Kultur og Fritid. Det er altid en fornøjelse, og derfor glæder vi os meget til at komme rundt i kommunen og snakke om de nye tiltag. Det at hilse på hinanden og få sat ansigt på er med til at lette tilgængeligheden – og det er netop én af ambitionerne i Kultur- og fritidspolitikken, at lette tilgængeligheden til kommunen. På fyraftensmøderne i januar er det vores kulturkonsulent og vores udviklingskonsulent, I kommer til at møde”, siger Rasmus Kaufmann, der er Kultur- og Fritidschef i Billund Kommune.

Af hensyn til forplejning er tilmelding nødvendig til Kristina Højgaard på knh@billund.dk. Se fristen og mødedatoerne i annoncer og på plakaterne i din lokale hal.

For mere information kontakt:

Kristina Nøhr Højgaard, Udviklingskonsulent, Kultur og Fritid, KNH@billund.dk

Sune Rasmussen, Kulturkonsulent, Kultur og Fritid, SURA@billund.dk

Se invitationen her.

Fakta - Oversigt over haller og dato for det enkelte fyraftensmøde: 

GrindstedMagion den 9. januar
Tilmelding senest 4. januar

BillundBillund Idrætscenter den 11. januar
Tilmelding senest 5. januar

FilskovViadukthallen den 16. januar
Tilmelding senest 9. januar

VorbasseVorbasse Fritidscenter den 18. januar
Tilmelding senest 11. januar

Stenderup-KrogagerTeglgårdshallen den 23. januar
Tilmelding senest 16. januar

Sdr. OmmeSdr. Omme Hallen 25. januar
Tilmelding senest 18. januar

HejnsvigVesterhede Mikrohal 30. januar
Tilmelding senest 23. januar